Se eller gense Webinaret: Fremtidens efterskolekøkken

Hvordan kommer efterskolekøkkenerne fra Verdensmål, til mål der holder i hverdagen? Alle efterskoler har forskellige udgangspunkter, når det kommer til at kunne bidrage i den bæredygtige omstilling – men alle efterskoler kan bidrage og sammen med eleverne, gøre en stor forskel.

En tirsdag i maj 2020 inviterede Fælles Forandring, i samarbejde med Efterskolerne og undertegnede, på et gratis webinar om hvordan fremtidens efterskolekøkken kan se ud.

En øget grad af bæredygtighed i et efterskolekøkken, kræver at vi gentænker, hvad vi spiser og måden vi laver mad på. Sådan helt grundlæggende, så skal man som madhåndværker, ændre mange af sine vaner. Indkøbets fokus og den håndværksmæssige udfordring, skal flyttes hen på hvor velsmagende man kan tilberede de råvarer, der kan produceres uden at vores jordklodes resurser bliver overforbrugt eller at vi efterlader et spor af kemi, som ingen mennesker kender konsekvensen af. Bevægelsen mod fremtidens bæredygtige efterskolekøkken, bygger helt afgjort på grundpillerne; mindre kød, mere økologi, flere lokale sæsonprodukter og færre engangsartikler.
Gennem webinaret går jeg i dybden med hvad der skal til, før vi reelt bliver bæredygtige og hvordan vi helt lavpraktisk, kommer forlæns ind, i en mere bæredygtig fremtid – uanset vores skoles udgangspunkt.

Se eller gense webinaret lige her.

Hvis du har et eller flere spørgsmål, efter at have set webinaret er du mere end almindeligt velkommen, til at kontakte mig.