Kostpolitik i børnehave og vuggestue

Jeg er i min fritid formand for den bestyrelse, der har ansvaret for mine børns børnehave. Vi fik muligheden for at skabe en madordning med mad der kunne laves fra bunden i børnehaven. Vi har fået ansat en kok og nyder duften af mad og at kræsenheden forsvinder, samtidig med at madmodet vokser hos børnene! Jeg har skrevet denne kostpolitik til at hjælpe køkkenet i gang – den må gerne bruges af alle de der mener at det kan hjælpe dem i gang eller på vej med en god madordning..

Et køkken i børnehøjde

Mad og det at spise er noget alle har en mening om – der vil være familier der næsten kun spiser mad der er traditionelt dansk og familier der næsten aldrig spiser frikadeller. Der vil være familier der spiser meget fisk og familier der aldrig spiser fisk. Der er også mange andre madvaner der skal balanceres i vores køkken – det er ikke en let opgave at ramme alle med den mad de er vant til, men vi har mod på det! Vi skal bruge noget opbakning og vi skal også have lov til at lave nogle fejl, men vi insisterer på dialogen, også når det bliver svært – vi vil lykkes med at skabe en fantastisk madordning, der er vores og passer til de behov vi har, til glæde for både børn og voksne i vores børnehus.

Mål for vores køkken

  • Vi skal have lyst til at lege med maden og måden den serveres på
  • Vi skal turde at udfordre børnenes smagsløg – også de kræsne
  • Vi skal lave maden fra bunden
  • Vi skal skabe et køkken hvor der er plads til børn og fejl
  • Vi skal have en vægtandel på mindst 75 % økologisk og/eller lokalt producerede råvarer (senest indsæt dato)
  • Vi skal lære børnene om affaldssortering
  • Vi skal undgå sukker i hverdagen og huske at bruge rigeligt når der er fest
  • Vi skal primært bruge årstidens råvarer
  • Vi skal arbejde kreativt og hjælpe producenter og leverandører med at reducere madspild
  • Vi skal lave mad til alle – uanset allergier, sygdomme eller religion

Med ønsket om et godt samarbejde!