Penne alla Nørhalne

Det skal du bruge:

500 g penne

75 g god bacon

100 g østershatte

4 solmodne tomater

100 g løg – gerne sommerløg med top

1 sjat hvidvin

1 lille håndfuld krydderurter (basilikum, persille, timian)

2 spsk olivenolie

Masser af frisk peber

Salt

Sådan gør du:

Sæt kogevandet over – 4 ltr vand til 500 g pasta – ikke mindre. Husk salt! Skær bacon i tern og smid baconen på en pande med høj kant eller en gryde hvor pennene også kan være når de er kogt. Mens baconen steger ved halvlav varme, kan du rive østershattene i strimler, skære tomaterne i grove tern, skære løgene i skiver og fint hakke dine krydderurter. Når din bacon er sprød og vandet koger er du klar! Hæld pastaen i vandet og smid svampe og løg på panden, sammen med din bacon. Husk at røre i pastaen en gang imellem. Lad baconblandingen stege i ca. 5 minutter og giv så panden en sjat hvidvin og lige efter tomattern, hakkede krydderurter og godt med friskkværnet sort peber. Kog det det har på panden sammen, mens du rører lidt forsigtigt. Smag på pastaen. 1 min før den er færdig skal du fiske den op af vandet og komme pastaen over i panden. Vandet må du ikke smide ud – det skal bruges til saucen. Rør rundt i panden og tilsæt løbende lidt pastavand, så du får en cremet lys tomatsauce i bunden af panden. Smag til med salt og evt. mere peber. Lige inden servering hældes der lidt olivenolie ud over pastaen. Retten spises straks med god revet ost på toppen.

Velbekomme!