Skal vi have en madordning?

Et konstruktivt foredrag der sætter fokus på forældrenes og institutionens muligheder for at få en lærerig hverdag, når børn er en del af et måltid.

Mange forældre føler sig udfordret af den daglige madlavning, – om det er madpakker, aftensmad eller kræsne børn, der driller, så er mad noget, der fylder i hverdagen i mange danske hjem.

En madordning giver en masse daglige muligheder for at arbejde med børnenes madmod, og et naturligt udgangspunkt til i fællesskab at tale om, hvor maden kommer fra. Samtidig skaber det en solid platform til at så et frø, så børnene senere i livet kan tage et bevidst valg om den mad, de spiser.

Der kommer hurtigt en masse voksenspørgsmål, hvis man skal lave en madordning: – Hvad med økologi? Kød? Og hvilket dyr skal kødet komme fra? Sukker? Og 117 andre ting der ligger på sinde.

Hvis man skal skabe en god madordning, så skal I tale om selve indholdet, den gastronomiske læringsplan, pædagogikken og ikke kun have en diskussion om prisen – selv om det også er vigtigt.

“Mad og det at spise er noget alle har en mening om. Der vil være familier, der næsten kun spiser mad, der er traditionelt dansk, og familier der næsten aldrig spiser frikadeller. Der vil være familier, der spiser meget fisk, og familier der aldrig spiser fisk. Der er mange madvaner, der skal balancere i et køkken. Det er ikke en let opgave at ramme alle, – men vi har mod på det! Vi skal bruge en god portion opbakning, og vi skal have lov til at lave fejl. Men vi insisterer på dialogen, også når det bliver svært. Vi vil lykkes med at skabe en fantastisk madordning, der er vores og passer til de behov, vi har – til glæde for både børn og voksne i vores børnehus.”

Ovenstående er et uddrag fra et grundlag for en kostpolitik i en madordning, der kører i dag.

Foredraget er bygget op sådan, at der er god tid til dialog om, hvad jeres madordning skal kunne – hvis I ønsker at få en.

Foredraget er et tilbud til forældrebestyrelser eller ledere i børnehaver og vuggestuer, hvor man arbejder med eller overvejer at få en madordning.

Foredrag – inklusiv dialog tager 1,5 time

Kontakt for pris og tilgængelige datoer

 

Skal Uffe sende grøn viden og spiselige forandringer i din inbox?