Det skal du bruge:
1 ds kogte kikærter (240 g)
1 ds kogte røde kidneybønner (240 g)
50 g fintsnittet løg
75 g revet ost
6 stk tortilla-pandekager (alt efter størrelsen)
1 tsk hvidløgspulver
1/2 tsk cayennepeber (prøv dig frem der er forskel på styrke og smagsløg)
1 tsk løgpulver
1 tsk røget paprika
Salt og peber
Sådan gør du:
Dræn væsken fra dine bælgfrugter. Væsken fra kikærterne kan du blandt andet bruge til at lave kyskager og mayonnaise, så den er god at gemme! Du kan selvfølgelig også koge dine egne bønner og kikærter – det er faktisk ikke så svært men det kræver lidt øvelse. Bønner og kikærter skal slås i stykker og moses godt sammen uden at strukturen forsvinder. Forsigtig brug af en foodprocessor eller en stavblender er fin derhjemme – i storkøkkenet er den store rørekedel og en kagespade god. Kom krydderier i med det samme, når du begynder at mose løs. Balancen med krydderiet og mængderne skal man måske arbejde lidt med. I denne version er der eksempelvis ikke spidskommen i blandingen – men det kan man sagtens gøre. Dildspidser kan også noget og nogle bønner savner lidt syre…. Det korte og det lange; opskriften kan du selv tilpasse dine smagsløg.
Når du er tilfreds med smag og konsistens fordeler du din bønnemasse ud på (ca.) 3 tortillas, topper med fintsnittet løg og revet ost og til sidst kommer du endnu en tortillas ovenpå og trykker jævnt, så din quesadilla bliver ensartet i tykkelsen og fyldet fordeler sig. Quesadillas bages på bageplade i ovnen ved ca. 180 grader 10-12 minutter alt efter ovnen.
Børn og løg kan være noget rod – måske kan det være nødvendigt at rive løget fint eller nøjes med løgpulveret for at være sikker på at retten tager kegler i 1. hug – men det er og bliver en hverdagshelt i det bælgfrugttunge køkken.
Quesadillas kan serveres som en lun eftermiddagssnack, tilbehør til suppe eller som måltidets æresgæst druknet i friske sæsongrøntsager i mundrette bider og en hidsig salsa.
Velbekomme!