Det skal du bruge:
1 øl 33 cl.
Ca. 200 g hvedemel
Salt, peber og krydderier
1 blomkålshoved
Sådan gør du:
Sæt en gryde med godt saltet vand over på komfuret – den skal bruges til at blanchere blomkålen. Blomkålen deles ud i buketter – du skal være opmærksom på, at din blomkålsnugget bliver ca. dobbelt størrelse, når den har været i dejen og er blevet friteret, lækker og færdig. Dine blomkålsbuketter puttes ned i det godt saltede og kogende vand. Blomkålen gives et hurtigt opkog, til de er møre, men stadig har et fast bid. Når blomkålen er færdigkogt, hældes den over i en sigte og skylles med koldt vand for at stoppe kogningen. Blomkålen skal blive i sigten og dryppe lidt af, inden den er klar til at komme ned i dejen.
Øllet, langt størstedelen af melet og krydderierne, med den smag du gerne vil have, skal op i en skål, og så skal der piskes! Dejen skal være glat og tyk. Juster evt. med det sidste mel.
Blomkålsbuketterne dyppes i dejen og flyttes derefter over i varm olie, hvor de friteres, til dejen er gylden og lækker.
Med hensyn til hvilke krydderier du kan tilsætte, så afhænger det helt af, hvad du skal bruge din nugget til. Spidskommen, limeskal og chili er lækkert sammen med det nord- og sydamerikanske køkken. Dild og hvidløg er lækkert i en burger med creme fraiche 38%, finthakket rødløg og grøn salat. Prøv dig frem og find din favorit.
Velbekomme!