Cheesecake

Det skal du bruge:

125 g kammerjunker eller en anden sød kiks

35 g blød smør

200 g friskost

50 g flormelis

2,5 dl piskefløde

2 blade husblas

Lidt vanilje – ¼ stang eller vaniljesukker

1 spsk citronsaft

Sådan gør du:

Kammerjunkerne knuses og vendes sammen med det bløde smør. Blandingen puttes herefter over i den form, du gerne vil servere i, og trykkes lidt sammen – springform, glasskål eller en gammel træsko – der er frit valg! Nu skal du lægge din husblas i blød i koldt vand. Pisk fløden – den skal piskes let og ikke mere end det. Friskosten skal røres sammen med vanilje og flormelis, og der skal røres, til sukkeret er opløst, og osten virker blød.

Husblas tages op af vandet og lægges i en gryde sammen med citronsaft og det vand, der følger med, når du tager det op af vandet. Husblas smeltes forsigtigt, sørg for at røre i bunden af gryden med en slikker, så du er sikker på, at du får det hele med. Nu kommer vi til det, der nogle gange kan gå galt og give flimser i retter, hvor du arbejder med husblas. Tag cirka en spiseskefuld af ostemassen, og rør sammen med din smeltede husblas, der skal blive i gryden. Herefter skal husblas – nu med lidt ost i – tilbage og vendes sammen med resten af osten. Herefter skal fløden vendes i – og det skal gøres lidt forsigtigt over 2 omgange. Til slut hældes massen over kammerjunkerne, og der glattes ud. Cheesecaken skal stå i mindst 3 timer på køl før servering.

Velbekomme!

Skal Uffe sende grøn viden og spiselige forandringer i din inbox?