Opskriften passer til 8 burgere
Bollen
Det skal du bruge:
2,5 dl koldt vand
475 g hvedemel
10 g gær
1 tsk sukker
20 g blødt smør
1 tsk salt
Sesamfrø
Og sådan gør du:
Rør gæren ud i vandet og tilsæt alle de øvrige ingredienser. Ælt dejen i en røremaskine eller i hånden til dejen er ensartet og smidig. Dejen skal have lov til at hæve tildækket i et køleskab i ca. 8 timer. Hvis der ikke er tid til det, kan der evt. puttes dobbelt så meget gær i og bruges lunkent vand. Bollerne formes til 8 lige store boller, pensles med vand eller æg, drysses med sesamfrø og hæver til dobbelt størrelse i stuetemperatur. Bollerne bages ved 200 grader i ca. 10 minutter.
Pureret sommertomat
Det skal du bruge:
2 solmodne tomater
Salt
Friskkværnet peber
Og sådan gør du:
Flæk tomaterne, fjern stilken og giv tomaterne en alvorlig tur med stavblenderen. Puréen skal smages (meget) forsigtigt til med salt og peber – den sarte smag af sommer skal ikke overdøves.
Remoulade
Det skal du bruge:
1,5 dl Majonæse (og ja, den skal du selv piske!)
2 spsk drænede rejer
Og sådan gør du:
Blend eller finthak rejerne og rør dem i majoen. Justér evt. smagen med lidt frisk citron.
Syltet agurk
Det skal du bruge:
1 agurk
salt
1 dl eddike
1 dl sukker
1 dl vand
1 laurbærblad
Og sådan gør du:
Skær agurken i skiver på ca. 5 millimeter og drys dem (generøst) med groft salt og lad dem stå i ca. en time. Find en gryde frem og fyld vand, eddike, sukker og laurbærblad i og kog lagen op til sukkeret er opløst. Sæt lagen på køl. Skyl agurkerne under den kolde hane og lad dem dryppe af i en si. Når lagen er kølet af til mindst stuetemperatur, kan lagen hældes over agurkerne, der er flyttet over i en skål. Agurkerne skal trække i lagen mindst 30 minutter, før de er klar.
Fisken
I den originale festivalburger brugte vi bagt kulmule og serverede den kold. Burgeren kan fyldes med alle typer fisk – kold, varm, paneret eller noget helt fjerde. Mængden af fisk passer ca. med vægten på bollen, så i denne udgave skal et stykke fisk veje ca. 100 g
Det skal du bruge:
800 g kulmule uden ben
Og sådan gør du:
Skær fisken ud i 8 stykker der har ca. samme tilberedningstid, og som passer godt med størrelsen på bollerne. Bages i ovnen til fisken er færdig – ikke overbagt – og det er ca. 9 minutter ved 200 grader. Men fisk er meget svær at sige noget fast om, så du må være oppe på dupperne og kigge og mærke efter.
Og så skal der samles!
Smør bollen; tomat i bunden, remoulade i toppen. Læg et stykke fisk på bunden med 3 skiver agurk ovenpå (top evt. med en dusk dild eller bronzefennikel) og så er det på med toppen af bollen.
Velbekomme!