Fyld til juleand (og tips til at stege dyret)

Det skal du bruge:

400 g hakket kalv og flæsk (alternativt hakket svin)

100 g svesker uden sten

100 g æbler med skræl

50 g valnødder

Evt. lever, hjerte og kråse fra fuglen

Salt og peber

Sådan gør du:

Kom kødet op i en skål. Skær svesker i 1/4, hak valnødderne groft og skær æblerne i halvstore tern (2 x 2 cm) – lad skrællen blive på. Kom salt og peber på og bland fyldet sammen med fingrene – du skal alligevel have fingrene i fyldet, når anden skal fyldes. Hvis du er så heldig du har fået indmad med anden, så blander du hjerte, lever og kråse med i fyldet. Fyldet stoppes nu ind i anden og der fyldes helt til kanten og gerne lidt over. Anden krydres med salt og peber og lægges på ryggen med ca. 1 ltr vand i bradepanden (og halsen kommes også ned i bradepanden, hvis den er med). Jeg har ikke løg, timian eller andre tilsætninger i bradepanden. Jeg syntes ikke der er behov for mere smag end det fyldet og anden kan klare og jeg syntes ikke at timian og løg høre hjemme i julemaden… Men det kan jo være at jeg er ved at være gammel(og sur)….

Sådan steger du:

Anden steges i ovnen ved 130 grader til kernetemperaturen er 75 grader. Der kan tilsættes eller hældes væske fra under vejs – alt efter behov. Efter ca. 3 timer tages anden ud og hviler (hvis der er tid til det). 1 time før I skal spise, kommes anden ind i en knaldvarm ovn. 225 til 250 grader og brunes til skindet er sprødt. Det tager mellem 15 og 30 min alt efter størrelse og temperatur på anden, hvor god ovnen er og hvor mange gange du kigger ind til vidunderet.

Anden skal hvile i minimum 15 minutter, efter den kommer ud af ovnen efter afbruningen. Juleænder skal altså serveres hele, ved bordet, med flag og fuld musik. Jeg ved at det er noget rod, hvis værten ikke er trænet i at dele dyret med publikum på – men det er så festligt og en del af hyggen. Vi har jo heller ikke et træ i stuen, til hverdag…

Der er mange gode grunde til at fylde juleanden. Sovsen bliver bedre, anden bliver mere saftig og så smager fyldet altså, i sig selv, himmelsk….

Velbekomme!

Skal Uffe sende grøn viden og spiselige forandringer i din inbox?