Grøntsagssuppe a la Provence

Det skal du bruge:

200 g champignon eller andre svampe

200 g løg

3 fed hvidløg

140 g tomatpasta/tomatkoncentrat

1 spsk provencekrydderi (evt tørret rosmarin/timian/estragon i lige store mængder)

1,5 kg grøntsager i tern. Efter sæson – Selleri, gulerod, porre, peberfrugt  fennikel, persillerod, squash osv….

2,5 ltr vand

2 spsk hvidvinseddike

1 dl røde spiltlinser

1 dl grønne linser

Lidt olivenolie til at stege i

Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:

Find en gryde, der kan rumme ca. 5 ltr. Rens dine svampe og skær dem i tern eller skiver. Sæt blus under gryden, og når den er varm, tilsæt olie og svampene. Mens gryden bliver varm, kan du hakke dine løg og hvidløg. Løgene puttes i sammen med svampene, når svampene har fået lidt farve. Løg og svampe skal tage mere farve sammen – det tager måske 10 minutter. Tilsæt nu provencekrydderiet og tomatpastaen, og lad det stege lidt. Tilsæt hvidvinseddike, friskkværnet peber, salt og lige derefter vandet. Nu skal gryden op at koge. Når suppen koger, tilsætter du begge typer linser. Suppen skal herefter småkoge i ca. 20 minutter. Tilsæt nu alle dine grøntsager i tern, og lad suppen koge op igen. Suppen skal koge til alle grøntsager er møre – ikke mere end det. Husk at smage til med mere af det, du tænker, der mangler. Suppen serveres med et smil og et godt stykke brød.

Velbekomme!