Det skal du bruge:
1 ltr fond kogt på høns – kalv – grøntsager eller en blanding
50 g porre i skiver
150 g gulerod i tynde mønter
100 g enoki svampe – roden skal skæres fra
50 g champignon i tynde skiver
150 g kål i strimler
50 g frisk spinat i strimler
10 g ingefær finthakket
Lidt fedtstof – evt fedtet fra fonden
400 g nudler – gerne risnudler
½ dl tamari eller sojasauce
½ dl sød chilisauce
Sådan gør du:
Sæt vand over til at koge nudlerne i. Rens og skyl alle dine grøntsager og skær dem ud i de størrelser, der står i listen over ting, du skal bruge. Find en ny gryde og tilsæt lidt fedtstof. Hvis der er lidt fedt på toppen af din fond, så brug det til at stege i – så sparer du lidt på smørret, og fedtet fra fonden er fyldt med god smag. Ingefær, porre, gulerod og champignon steges let i gryden i et par minutter. Nu tilsættes fonden, tamari og sød chilisauce, og det hele koges op. Samtidig med at de sidste grøntsager hældes i suppen, kommer du nudlerne i gryden med det kogende vand. Suppen smages til og tages af blusset, så snart suppen har været oppe at koge. Nudler og suppe serveres ved at komme lidt nudler op i en dyb tallerken og overhælde dem med den varme suppe fyldt med lækre grøntsager.
Det er sjovest at spise suppen med spisepinde og en ske – men en gaffel kan også bruges, hvis du ikke er oppe på stikkerne…
Velbekomme!