Hvide asparges druknet i bløde løg

Det skal du bruge:

1 bdt hvide asparges – 500 g

200 gram rå kartoffel i tern

200 g pillet løg

25 g smør

1 spsk eddike

Salt

Friskkværnet peber

1 håndfuld friske og fint hakkede krydderurter

Sådan gør du:

Pil løgene, halver dem, og snit dem i skiver. Put smørret i en lille gryde, lad det brune lidt, og tilsæt så løgene og eddiken. Skru ned for varmen, og lad løgene blive bløde i ro og mag. Det tager lige under 20 minutter, og der skal røres ind i mellem. Smag til med salt og peber. Kom nu dine kartoffeltern ned til løgene, læg låg på gryden, og lad det dampe helt forsigtigt med omrøringer i ny og næ. Det tager ca. 16 minutter, alt efter hvor store tern du laver. Sæt en gryde vand over, og kom godt med salt i vandet. Skræl dine hvide asparges, og knæk dem der, hvor de vil. Bunden du knækker af, ville jeg skære i skiver af ca. 1 cm, blanchere dem let i gryden og komme dem i fryseren til en anden dag, hvor du eksempelvis vil lave høns i asparges…

Når dine kartoffeltern er møre, men stadig med lidt bid i, så kom dine asparges op i det kogende vand og kog dem. Ikke for lidt og ikke for meget. Der er så stor forskel på asparges – men ca. 3 min. for de helt tynde og ca. 5 min. for de helt tykke… Du må selv mærke og knække dig lidt frem. Tag dine asparges op af vandet, når de er færdige og lad dem dryppe lidt af. Vend dine hakkede krydderurter ned i de bløde løg og hæld dem over dine hvide asparges. Retten fungerer, som den er, men det bliver ikke ringere med et sprødt spejlæg eller et stykke lækker fisk på toppen.

Velbekomme!