Polenta fritter

Det skal du bruge:

300 g polentamel

1,25 ltr vand

1 fed hvidløg

Salt

Friskkværnet peber

Olie til stegning

Sådan gør du:

Pres hvidløget ned i vandet, mens det koger op. Kog en polentagrød, og gør det efter anvisningen på posen – det svinger lidt med vandmængde og kogetid. Smag til med salt og peber, mens du koger og rører i grøden. Kom bagepapir ned i det fad eller den form, du gerne vil støbe din polentamasse i. Du kan eventuelt krølle bagepapiret lidt, så det bliver lidt nemmere at arbejde med. Når polentagrøden er kogt færdig, hælder du grøden over i formen og gør, hvad du kan, for at grøden kommer ud i hjørnerne og bliver jævn i toppen. Sæt nu formen på køl i 3 timer – eller til grøden er kold og har sat sig. Når massen er gennemkold, så kan du tage en kniv og skære dine fritter ud i de størrelser, der passer dig. 2×2 cm, synes jeg, fungerer supergodt – længden er ikke så vigtig. Fritterne steges på en pande med olie. Det tager ca. 7 minutter at komme rundt på alle 4 sider. Fritterne kan spises alene eller sammen med alt mellem himmel og jord.

 

Velbekomme!

Skal Uffe sende grøn viden og spiselige forandringer i din inbox?