Rejer i romesco

Det skal du bruge:

450 g rejer (drænet vægt)

1 stk peberfrugt (270 g hel vægt – 140 g grillet)

100 g hasselnøddekerner

125 g majonæse (hjemmepisket!)

2 fed hvidløg

2 spsk hvidvinseddike

Sådan gør du:

Dræn dine rejer i en sigte – gerne natten over i køleskabet. Grill din hele peberfrugt i ovn ved 250 grader eller på grillen med direkte varme – skallen skal være sort og kødet skal være blødt. Det tager ca. 20 min i en ovn. Hasselnødderne kan ristes i ovnen (evt sammen med peberfrugten) eller på en pande. Hasselnødderne skal have, til selve nødden tager en let gylden farve og begynder at dufte af ristede nødder – det er den duft, der også kan smages i den endelige dip, så det er vigtigt, at du ikke stopper for tidligt – hellere en sort plet her og der end ingen smag af ristede nødder. Pil eller pres dit hvidløg. Når din peberfrugt er blevet så kold, at du kan røre ved den, så befrier du kødet fra skindet og alle de kerner, der nemt kommer af – det gør ikke noget, at der sidder lidt tilbage her og der. Hasselnødderne trilles mellem fingrene, så den brændte hinde drysser af – så godt som muligt. Nu skal peberfrugt, hvidløg, hasselnødder og hvidvinseddike op i en foodprocessor (eller en skål og klares med en stavblender) og blendes til en ensartet masse, uden at knaset fra nødderne forsvinder helt. Her kan du smage til, med det du tænker, der mangler og stoppe, inden du kommer majonæse i – men det er altså en lækker tilføjelse at komme lidt hjemmelavet majonæse ned i din romesco-masse og røre rundt. Nu tilsætter du dine drænede rejer, vender det hele sammen, smager til og så er der serveret – til hverdag og fest!

Velbekomme