Det skal du bruge:
700 gram rensede grøntsager – gulerod, kål, broccolistok eller svampe – du bestemmer!
2 stk kyllingebryst med skind ca. 400 g
Sesam
1 dl sød chilisauce
½ dl soja
2 spsk fiskesauce
Lime eller citronsaft
Sådan gør du:
Brysterne lægges på en tallerken med skindsiden nedad. Kødet drysses på oversiden med sesam i et lag, der dækker kødet. Kødet flyttes nu – stadig med skindsiden nedad – over på en pande, der er tændt på svag varme. Kødet skal steges på begge sider med svag varme og god tålmodighed. Du skal ikke vende kødet hele tiden, men lad det blive liggende, til henholdsvis sesam og skind er blevet gyldenbrunt og så vende – det tager ca. 15 min. Husk at krydre med salt og peber.
Skær dine grøntsager ud i strimler eller skiver, der gør, at de er hurtige at tilberede på panden. Tænd panden, og når den er varm, smider du dine grøntsager på. Du skal starte med de grøntsager, der skal have længst tid på panden og så arbejde dig gennem dyngen. Til slut tilsætter du soja, fiskesauce, chilisauce og limesaft. Sørg for at smage til og justere smagen med det, du eventuelt mener, der mangler.
Du kan servere ris, nudler, perlespelt eller noget andet spændende til – min favorit er nudler, og hvis du er frisk på en fest i din mund, så kan jeg anbefale dig at tage nudlerne og vende rundt i panden, efter du har taget dine stegte kyllingebryster op. På pandens bund gemmer der sig en umamifest med kyllingefedt og ristet sesam.
Kyllingen skæres ud i tynde skiver og lægges ovenpå de stegte grøntsager.
Denne opskrift er en del af ”én kylling – aftensmad til én familie i tre dage”
Velbekomme!