I denne udgave af Uffes Samtalekøkken taler jeg med Johannes Vestergaard. Johannes er centerleder af Kornets Hus – en arkitektonisk perle, midt ude i en kornmark, lige lidt syd for Hjørring. Kornets Hus bliver et sted, der er værd at rejse efter – det er jeg slet ikke i tvivl om. Bygningen er fantastisk fed i sig selv, og indenfor dørene er der alt det, man med almindelig rimelighed kan drømme om at skulle bruge, til at formidle alt det korn og brød betyder for vores kultur, kost, sprog, landbrug og meget andet. Johannes er manden, der skal balancere alt det, det nye hus skal kunne for fagfolk, turister i sommerlandet og glade amatørbagere, der er nysgerrige på, hvad det der surdej er for noget. På en blæsende og solrig dag i april fik jeg lov til at komme med Johannes rundt i det sidste byggerod inden åbningen. Jeg fik lov til at høre om husets visioner. Jeg fik et par røverhistorier, – og sidst men ikke mindst – så fik jeg også en smagsprøve på en lækker småkage, en god samtale og en kop kaffe i solen.