I denne udgave af Uffes Samtalekøkken taler jeg med René Langdahl Jørgensen. René er i denne sammenhæng først og fremmest projektkoordinator på Nordsøen Forskerpark, men René er også en højt respekteret vinmand, madanmelder og en mangeårig skribent for Magasinet Gastro. Et magasin som jeg – indeholdende Renés artikler – med stor fornøjelse slugte råt i den spæde begyndelse af min gastronomiske rejse. René går på arbejde i Hirtshals, og udgangspunktet for arbejdet er fisk og skaldyr. Vi taler om kvalitet og formidling, og om hvordan vi kan få mere fisk på middagsbordene ude i de små hjem. Vi taler også om meditativt fiskefjernsyn, fiskerkonernes køkken og gammeldags modnede sild. Om hvordan topkokkene kan bidrage til hverdagsmaden, og om hvordan hverdagsmaden kan bidrage til at afhjælpe en masse af de udfordringer, vi står midt i.
Velkommen i mit samtalekøkken – sæt dig bare ned – du er i godt selskab